Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester er en del af Schleswig-Holsteinisches Landestheater und Sinfonieorchester, der har hjemme i Flensborg. Generalintendant og forretningsfører for Schleswig-Holsteinisches Landestheater und Sinfonieorchester er Michael Grosse.
Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester spiller hver sæson en række symfoniske koncerter. Som regel gives der koncerter i Flensborg, Slesvig og Rendsborg, men lejlighedsvis også andre steder, såsom Hamburg, Itzehoe og Aabenraa.
Det består af 60-70 musikere. Ledelsen har dirigent (Generalmusikdirektor) Gerard Oskamp og 1. kapelmester Florian Frannek. Der er endvidere 9 sangere (4 sopraner, 2 alter, 1 tenor, 1 baryton og 1 bas). Der samarbejdes desuden med Filharmonisk Kor, Sønderborg, Flensburger Bach-Chor, Opernchor des Landestheaters og Symphonischer Chor Hamburg.
Sæsonen 2005/06 byder (og har budt) på 30 symfoniske koncerter fordelt på 10 forestillinger. Hver forestilling har haft sit geografiske tema. Hern bl.a. nævnes: Rusland (Rimski-Korsakov, Tjajkovskij og Mussorgskij), England (Elgar og Gustav Holst), Ungarn (Ferenc Erkel, Bartok, Johannes Brahms), Skandinavien (Grieg, Eliasson, Sibelius), Østrig – sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester (Mahler), Tyskland (Brahms, Beethoven, Schumann), samt afslutningsvis en ønskekoncert.
Hertil kommer en række kammerkoncerter, særlige koncerter, sommerkoncerter, skolekoncerter og mesterkoncerter. Det sidstnævnte i samarbejde med foreningen Musikfreunde eV i Flensborg.
Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester er grundlagt i 1974, men kan føre sin historie helt tilbage til 1920. Byen Flensborg dannede da “Flensburger Städtisches Orchester” af 40 militærmusikere. I 1923 tiltrådte musikdirektør Klaus Barth, der fornyede orkestrets program med syv årlige ”folkeoplysende” koncerter (“Volksbildungskonzerte”), hvor dirigenten forklarede værkerne for publikum. I 1933 blev Barth dog afsat af nazisterne p.g.a. hans engagement i moderne “entartede” musik.
Efter Anden Verdenskrig oprettede den britiske militærregering et kommune-orkester: “Flensburg Municipal Orchestra”, der dog i 1950 blev nedlagt af økonomiske grunde. En forening overtog orkestret under navnet “Nordmark-Sinfonie-Orchester” og de næste 23 år blev det ledet af af Heinrich Steiner. Orkesteret gav koncerter også i København og Malmø, og det var Steiner, der tog initiativet til fælleskoncerterne med Sønderjyllands Symfoniorkester. I denne tid virkede orkestret også som kurorkester i Westerland på Sylt.
I 1974 fusionerede det overvejende kommunalt finansierede Nordmark-Sinfonie-Orkester med teatrene i Flensborg, Rendsborg og Slesvig og dannede Schleswig-Holsteinische Landestheater und Sinfonieorchester GmbH med sæde i Flensborg. Steiner fratrådte ved denne lejlighed. Samtidig blev orkesterets besætning forøget. Dirigent (Generalmusikdirektor) var 1974-79 Russlan Raytscheff, 1980-87 Hector A. Urbón, 1987-93 Gerhard Schneider, 1993-98 Joachim Willert, 1998-2002 Per Borin og i dag Gerard Oskamp.
.
|